Skriv til TRAPPE TUSIND #13

 – tidsskrift for litteraturvidenskab


Lige om lidt udkommer Trappe Tusind nummer 12 og efter det skal vi i gang med et nyt blad. Så send os et artikelforslag til nummer 13, som er planlagt til udgivelse i November 2015. Send ca. 1 sides beskrivelse af din idé til en artikel senest den 27. april til trappetusind@gmail.com.

Alle er velkomne til at bidrage uanset universitær eller øvrig relation og rang. Som udgangspunkt opererer tidsskriftet ikke med temastruktur, så der er, udover den litterære vinkel, ingen særlige emnemæssige restriktioner at forholde sig til. Essays, artikler, dispositioner, endnu ukendte skriftformer, polemikker, kollektiv-tekster er velkomne. Eksperimenter såvel som ingen eksperimenter. Formen er med andre ord fri, udnyt det gerne. Vi modtager ikke anmeldelser, men gerne læsninger – og meget gerne af ny litteratur. Vi er også interesserede i oversættelser, både af artikler/teoretiske tekster og litteratur.

Vi lægger vægt på, at både bidrag, skribent og redaktion drager fordel af en god konstruktiv-kritisk proces. Derfor tager vi, om ikke helst, så i hvert fald med glæde, imod udkast og dispositioner. Det giver os et godt udgangspunkt for den samlede redigering af tidsskriftet og den (ikke nødvendigvis hærdede) skribent et glimrende grundlag for en god arbejdsproces. Send i alle tilfælde, og hellere før end senere, gerne den idé, du vil arbejde videre med, så vi kan danne os et overblik.


 
Vi glæder os til at høre fra jer.

Redaktionen ved Trappe Tusind