Trappe Tusind
no.jpg

Karl Emil Rosenbæk: Den død vi allerede lever

 

 

 

DEN DØD VI ALLEREDE LEVER

En dødsjonglerende læsning af Juliana Spahrs That Winter the Wolf Came

af Karl Emil Rosenbæk

Min læsning af Juliana Spahrs digtsamling That Winter the Wolf Came (2015) er nedsænket i to lag død: Den død klimakrisen fører med sig, og den død neoliberalismens glædes- og hastighedskrav påfører os. Det er i krydsfeltet mellem disse dødserfaringer, digtsamlingen taler – “In this time, the time of the oil wars”.1
   Den engelske politolog Timothy Mitchell analyserer i artiklen “Carbon Democracy” det nære forhold mellem de moderne vestlige demokratier og udvindingen af fossile energiformer. Han skriver, “[f]ossil fuels helped create [...] the possibility of twentieth-century democracy”.2 Men, som han fortsætter, “[t] hese ways of life are not sustainable”.3 I klimakrisens tidsalder er det nemlig uforsvarligt at fortsætte denne udvinding. Nye og bæredygtige alternativer må erstatte den fossile energi, hvis vi vil gøre os nogle forhåbninger om at bremse den klimatiske udvikling. Det er med andre ord et valg mellem to typer død – neoliberalismens eller menneskehedens. Jeg har her udskiftet demokrati med neoliberalisme baseret på det skift Mitchell beskriver i artiklen; “neoliberalism was launched [...] as an alternative project to defeat the threat of populist democracy”.4 Med andre ord, folkesuværeniteten stod i vejen for de økonomiske markeders udbredelse, og den måtte derfor afvikles. Med støtte hos politologen Wendy Brown, vil det således også være muligt at betragte drabet på neoliberalismen som en betingelse for en genfødsel af demokratiet som styreform. Som hun skriver, er den neoliberale løsning nemlig i direkte opposition til folkestyre, “[t]he neolibe- ral solution is always more markets [and thus] anything but deliberate constructions of existence through democratic discussion, law, policy”.5 Valget mellem de to typer død virker altså ikke som et særlig svært valg. De praktiske foranstaltninger, overgangen og etableringen af nye energiformer, er uhyre krævende, men valget er enkelt. Derfor ville jeg da også ønske at det undrede mig at in- vesteringerne i fossil energi stadig stiger støt, at omstillingen til grøn energi er præget af inerti og at vi i højere grad er på vej mod en tredje kulstof-tidsalder (Third Carbon Age)6 kendetegnet ved stadig mere komplicerede og energikrævende udvindingsmetoder, end mod en egentlig bæredygtig tid. Men desværre er det kun alt for forventeligt. Som Wendy Brown skriver, svaret er altid ere markeder. Og i digtet “Transitory, Momentary” synes Spahr at supplere; taberen er altid folket:

It was obvious they had lost their country, it being taken over by bankers and all. They had clearly been rejected. Loved too much and gotten too little of it back in return, many times. But none of this matters, it was obvious, in comparison to what is now being lost for that night even though the song is about a minor loss, about the loss of tongue on clit or cock, the singer seemed to understand something about the other things that are lost.7

Digtsamlingen er gennemsyret af tabserfaringer som disse. Landet er blevet overtaget af kapitalmagter, mens kærligheden er blevet afvist. Måske virker det som en lidt banal positionering Spahr gør brug af – folket overfor finansen – men desværre virker det samtidig som om denne banalitet eksisterer i metervare for tiden. Som der står i digtet har denne frarøvelse fundet sted mange gange, lidt efter lidt, men nu, med dette sidste lille tab – tabet af seksuel nydelse – rettes opmærksomheden pludselig mod alle de forudgående tab og en erkendelse indtræffer. Ulven kom.
   Der er altså en klar forbindelse mellem politik og poesi i digtsamlingen. Noget som blot forstærker den atmosfære som digtsamlingen producerer: “My friend shakes his head and says we are doomed”.8 Vi er fortabte. Ikke (blot) i bogens verden, men i verden sådan som dens virkelighed repræsenteres i bogen. Men denne erkendelse af fortabthed, af allerede-død – [s]ometimes it feels like it is over”9 – etablerer også et mulighedsfelt. Som øko loso en Timothy Morton skriver, “[t]he end of the world has already occured”.10 Derfor er det også livsnødvendigt at vi forlader forestillingen om det (måske) kommende til fordel for det allerede værende – “to awaken us from the dream that the world is about to end, because action on Earth (the real Earth) depends on it”.11 Døden er her, og det er ud af den død, Spahrs værk udspringer.

Zombie – arbejder – nekropolitik
I digtet “Brent Crude” omtales en demonstration således; “[t]his sort of walking around the city goes on and on. Week after week”.12 Med den førnævnte dødserfaring i baghovedet er det nærliggende at læse dette som en hentydning til zombie-figurens hvileløse insisteren og automatik. Men samtidig er denne demonstration også genstand for håb og fællesskab: “Sometimes I go. Sometimes I stay home. When I go, I often say to myself, how lucky to be outside, out in the night, with friends”.13 Det monstøse, det “zombieistiske” kan siges at producere en affektiv stemning – en slags kollektiv glæde i hjertet af det frugtesløse. På gaden, til demonstrationen sker der således en nedtoning af individets partikularitet til fordel for en kollektiv eksistens. Det er derfor heller ikke så underligt at zombien kulturhistorisk er sat i forbindelse med den marginaliserede arbejderklasse.14 Denne massetilblivelse kan både betragtes som en fremmedgørende proces, hvor den enkelte arbejdstager er udskiftelig i kapitalismens store spil, men det kan omvendt også være en magtposition, hvilket demonstrationen som begivenhed netop er et eksempel på – massen gøres til et våben mod kapitalismen. At det er zombie-figuren og dennes udprægede masse-væren der indstifter en stemning af håb i digtsamlingen, stemmer da også godt overens med værkets overordnede politiske fælle, arbejderen:

For what is epiphanic song if it doesn’t spill out and over the many that are pulled from intimacies by oil’s circulations? The truckers, the sailors and deckhands, the assembly line workers, those who maintain the pipelines, those who drive support in the caravans that escort the tankers, the fertilizers, [...] those on the ships who spend fifty weeks circulating with the oil unable to talk to each other because of no shared language and so are left only with two weeks in each year where they can experience the tongue in meaningful conversation. A life that is only circulations.15

Her er det igen fra “Transitory, Momentary”. Lastbilchaufføren, sømanden, samlebåndsarbejderen og alle de andre der understøtter olieindustriens cirkulation bliver tydeligt behandlet med omsorg og medfølelse i digtet. De er de retmæssige modtagere af “åbenbaringens sang”, en sang der udtrykker et begær efter nærhed – “this song, like many, expresses the desire to be near someone who is now lost”.16 Det er ganske vist arbejderen der muliggør olieindustriens forskellige processer, men dette finder sted på baggrund af en underliggende økonomisk afpresning, og arbejderen er derfor uden skyld i det neoliberale globaliserende arbejdsmarked. Det er i hvert fald sådan jeg læser sætningen “[a] life that is only circulations”. Som en betoning af kapitallogikkens ligegyldighed overfor den enkelte arbejder. Der er altså igen en masselogik på færde a la ‘hvis ikke du vil arbejde under de her forhold, så ansætter vi bare en anden’. Digtsamlingen udtaler således en klassisk marxistisk kritik mod kapitalmagten. En kritik baseret på de sociale klassers kamp. Hvis kapitallogikken “massegør” arbejderen, så er det også som masse at kapitalen må bekæmpes. Det er da også gennemgående for digtsamlingen at identitet først synes at opstå i fællesskabet; “[m]y body is unremarkable, not at all singular, as I walk up to join these other bodies, and it remains unremarkable, not at all singular, as it walks with others”.17 Det relationelle aspekt betones til fordel for singularitet.
   Dette relationelle aspekt ses også tydeligt i den betoning af tungen som går igen flere gange i digtsamlingen.18 Tungen er både den sproglige kommunikations og det seksuelle samværs instrument, og begge disse handlinger er kendetegnet ved den andens tilstedeværelse og accept/forståelse. På den måde er det i de mellemmenneskelige relationer at forhold, fællesskab og identitet etableres. Det er også derfor fratagelsen af arbejderens mulighed for sproglig kommunikation 50 uger om året er så voldsom (omend det forbliver et åbent spørgsmål hvorfor disse arbejdere ikke har mulighed for at tale meningsfuldt sammen). Det er ikke blot en tilstand af manglende meningsfuld kommunikation arbejderen underlægges, men en tilstand af identitetsløshed.
    Med denne frarøvelse af identitet følger også en (ned)vurdering af individets værdi, og kapitallogikken bedriver dermed det filosoffen Achille Mbembe kalder nekropolitik. Han beskriver det som “the capacity to define who matters and who does not, who is disposable and who is not”.19 Nekropolitik er at forstå som en udvidelse af Michel Foucaults magtbegreb. Såvel bio- som nekropolitikken orienterer sig mod befolkningen snarere end det enkelte individ, men hvor biopolitikken skal forstås som en produktiv magt der opererer indenfor en logik om at skabe bestemte liv(sformer), så er nekropolitikken i forlængelse af dette også kendetegnet ved sin dødsinstrumentalisering. Ifølge Mbembe udfoldes nekropolitik især under henvisning til begrebet ‘undtagelsestilstand’,20 hvilket han udlægger som de moderne staters normative mulighed for at overtræde gældende retsprincipper; “the state of exception and the relation of enmity have become the normative basis of the right to kill”.21 Det skal dog nævnes at Foucault i sin konstruktion af begrebet biopolitik også overvejer magtens forhold til død. For hvordan kan en magt baseret på forædling af livsformer retfærdiggøre drab? For Foucault bliver svaret; gennem statsracisme. Det er således under henvisning til at beskytte befolkningen mod udefrakommende farer, at staten bliver i stand til at sanktionere drab.22 Den store forskel mellem Foucault og Mbembe er derfor ikke liv overfor død, bios overfor nekrós, men snarere den hyppighed og regelmæssighed, hvormed de moderne stater udøver retten til at dræbe, samt det forklaringsgrundlag denne ret er baseret på. Hos Foucault er drabet i højere grad at forstå som magtens sure nødvendighed for at opretholde en indre homogenitet, hvor det for Mbembe derimod er et af magtens foretrukne redskaber. Derfor synes jeg også snarere det giver mening at relatere Spahrs værk til Mbembe end til Foucault: Døden er i klart fokus, ikke som et nødvendigt onde, men som kapitallogikkens uhyre overlagte domineringsredskab.
    Det ses blandt andet i digtet “Brent Crude” hvor der står følgende om politibetjente som kontrollerer og regulerer en demonstration: “Those in the vans scramble awkwardly out and stand, bulked, swinging clubs. They have on exo-skeletons”.23 Det kan umiddelbart snarere minde om biopolitik end nekropolitik. Men så er der disse exoskeletter. Jeg kan ikke undgå at læse disse rustninger politiet har på, som antydninger af iklædt død. På den måde forandrer benævnelsen af exoskeletterne hele scenen, og politiet tager sig pludselig ud som en art kultisk dødspatrulje, noget der i den grad må siges at høre ind under nekropolitikkens magtbeføjelser.
    Zombien, arbejderen og dødspolitikken. Fælles for disse tre fænomener er en centrering om død. Arbejderen såvel som zombien bebor en dødsverden, hvor individualiteten er fraværende og erstattet med massens identitet. En tabserfaring gør sig således gældende, men samtidig er det tydeligt at der i massens anonymitet også er indlejret en mulighed for modstand. Med Mbembe har jeg forsøgt at påvise hvordan biopolitiske redskaber til kontrol og regulering muterer til en nekropolitisk vibrerende trussel om destruktion, når magten møder denne masses modstand. Men det er ikke kun menneskelige aktører som gør modstand hos Spahr. Også ikke-menneskelige væsener modarbejder kapitallogikkens udbredelse af død.

Deepwater Horizon – indsmurte netværk – og en (u)mulig udvej
Et eksempel på det ses i digtet “Dynamic Positioning”. Her afsluttes en boring efter olie brat og effektfuldt af eksplosioner på boreplatformen fremkaldt fra havets dyb:

It was then almost close to ten o’
Clock, still when next a roaring noise, a vib-

Ration, engines began rapid increase-
Ing as also the drill pipe pressure rap-

Idly increasing as the rig then los-
Ing power, shut down processes then fail-

Ing. First explosion on five seconds aft-
Er. Then explosion again, ten sec-

Onds later. It was not yet ten
O’clock when the mayday call was first made.

The Deepwater Horizon gutted stem
To stern. What happens next ends with eleven

Dead. The rig tethered still to the deepwell.
The shrapnel. The lightbulbs then popping.24

Digtet er en versificeret kortlægning af hændelserne omkring Deepwater Horizon-ulykken den 20. april 2010 som resulterede i 11 døde og det formodet største olielæk nogensinde. Hele vejen igennem digtet fastholdes en meget dokumentarisk stil som indgående behandler de tekniske specifikationer vedrørende deepwater-olieboring: “It is dynamic positioning that/Allows a semi-submersible the//Ability to hover there over/The well. It is a thirty-six inch tube,//A casing, that extends down to allow/The drill and bit to be rotated there”.25 Det er på mange måder en uhyggelig læsning. Ikke på grund af metaforer og billedsprog, men på grund af det kølige sprog og den nøgterne konstatering af olieboringens teknikaliteter og iboende farer: “There are all/These variables”.26 Variabler der kun fremstår endda mere truende idet påkrævede sikkerhedsforanstalter overlagt negligeres: “It begins with a round of tests, some done/And some avoided. An environmental//Impact and blowout plan declared to be/Not necessary”.27 Når olie og dens forbindelser yder modstand, er det således langt fra mod et sagesløst og uskyldigt system – selvom ofrene for ulykken er uden direkte skyld. Det er derimod en respons på et system der er baseret på hastighed og maksimering. Med andre ord, et neoliberalt system der på grund af evig maksimering og konstant ekspanderende økonomisering er en norm der ikke er i stand til at tage bæredygtige hensyn. I digtsamlingen bliver naturens aktører således fremstillet som uintentionelle moralske aktører. Som instanser der yder modstand når menneskeheden begår overgreb imod dem.
    Hvad der ligeledes er værd at bemærke er fortæller-jeg’ets gestus i digtet. De elleve dødes navne står opremset som ved en mindehøjtidelighed: “Jason Anderson. Bubba Burkeen. Shane/M. Roshto. Donald Clark. Wyatt Kemp. Karl//Dale Kleppinger. Gordon Lewis Jones. Keith/Blair Manuel. Dewey Revette. Adam//Weise. Stephen Ray Curtis”.28 På den måde får de døde lov til at leve videre i digtet samtidig med at der skabes et rum for sorg såvel som en erkendelse af alment medansvar: “I will not tell/You their lives, their loves, their young children, their//Relationship to oil. Our oil. The well/Exploded. They then died”.29 Digtet peger på det allestedsnærværende olieforbrug og efterspørgsel som medårsag til eksplosionen. Ligeledes konstruerer det med gestussen “I will not” en atmosfære af respektfuldhed idet det friholder sig fra den tabloide udpensling af de dødes privatliv. Det er en kritik af mediernes sensationalisme der kommer yderligere til udtryk i den samvittighedsfulde skamfølelse der omgærder jeg’et: “I did//Not die. I watched it then burn on a/Flat screen”.30 Jeg’et føler skam over at have betragtet katastrofen gennem en fladskærm, og altså underforstået at have båret ved til mediemaskinen og således taget del i en anden type uhensigtsmæssig udbud og efterspørgsel. Denne skam forplanter sig til jeg’ets eksistens, til en skam over at være i live – “I did not die”. Men samtidig skabes der en empatisk forbindelse på tværs af afstande og sociale forhold mellem jeg’et og boreplatformens arbejdere. Vi er alle i samme – miljø- og klimabelastende – båd, vi har alle et ansvar fordi vi alle er indsmurt i nogle ekstremt klimaskadelige cirkulationer. Om vi ved og vil det eller ej. På trods af en klar systemkritik bærer digtet således på en pointe om medansvar og forbindelser. En pointe der også kan findes hos kulturforskeren Gregers Andersen:

Det ville være rart entydigt at kunne skyde skylden for alle krisetegnene på en ondsindet, altkontrollerende og magtfuld global elite, men problemet er mere komplekst end som så. En sådan form for konspirationsteori er derfor dømt til at svigte stillet over for de komplekse netværk af forståelser og handlinger, der kendetegner menneskets væren i Antropocæn.31

Dette netværk af forbindelser og dets uomgængelighed er også hvad digtet “Tradition” behandler. I digtet taler jeg’et om sit barn – “not really me” – og de kredsløb de begge tager del i:

All day long, like a lion I lie where I will with not
really me
and I bestow upon not really me
refractive index testing oils and wood preservatives.
I lie with not really me all day long,
and so I bequeath not really me a honeyed wine of
flame retardants
 and fire preventing agents.
I make a milk like nectar,
a honeyed nectar of capacitor dielectrics, dyes, and electrical
insulation
and I pass it on every two hours to not really me.32

Det er tydeligt at det ikke er kemikalier og enzymer som jeg’et aktivt har valgt at omgærde sig selv og sit barn med. Det kræver derimod indgående undersøgelse og viden overhovedet at blive klar over, at disse stoffer er til stede i diverse produkter. Ikke mindst fordi en masse forskellige markedsinteresser arbejder sammen om at skjule dem. Det er også derfor jeg’et omtaler barnet som “not really me”.33 Barnet undergår ikke blot en forandring til autonomt væsen – “this other thing that once was me, this not really me” – men også fra at være autonomt væsen til at være genstand for de forskellige selskaber og produkter som barnet indgår i: “It will have eighty-five company names in it./It will have twenty-one chemical functions in it./It will have ninety-seven products in it./It will have two hundred trade names in it”.34 Igen bliver det tydeligt hvordan digtsamlingen konstruerer en tilstand af død. Barnet går fra at være subjekt til at være det – en død genstand for kapitalismens produkter og produkter i produkterne. Vel at mærke uden nogen form for samtykke fra forbrugeren; “I’d like to think we had agreed upon this together”.35
    Samtiden kan således siges at være kendetegnet ved en uhæmmet kultivering af både menneskelige og ikke-menneskelige materier uden øje for de langsigtede omkostninger. En markeds- og vækstlogik som kendetegner den neoliberalistiske ideologis “‘grænseløs[e] tro på det grænseløse menneske’”.36 Det er desuden en kultivering der finder sted for næsen af os og som vi hverken kan gøre os uafhængige af eller frasige os et ansvar for. Også som privatforbrugere abonnerer vi på forestillingen om absolut forbrugsfrihed. Og netop dét er neoliberalismens guldæg. Enhver kritik kan nemlig på den måde omformuleres til hyklerisk moralisme og glædesbegrænsning.37 Det er en logik der ligeledes gør sig gældende i forhold til klimaforandringerne. Det er påpegningen af det nuværende systems konsekvenser der bliver udpeget som årsagen til uønskede følelser og reaktioner såsom “depression, følelse av håpløshet, fatalisme, resignasjon, social oppløsning. Gråt. Raseri. Forbannelse. Søvnløse netter”.38 Omvendt producerer systemet en fortælling om (øget) forbrug som kur – tænk blot på forestillingen om shopping som terapi.
    Timothy Mortons diktum kan derfor synes uhyggelig præcist. Vi er virkelig allerede døde. Den menneskelige finitet er uomgængelig, og hver dag i forbrugerismens tegn kan kun betragtes som endnu et søm i kisten. Men det er – pga. neoliberalismens frihedslogikker – desværre utrolig svært at formidle denne erkendelse uden at blive anklaget for moralisme. Som Spahr skriver; “Let’s just admit it. We lost all the skirmishes, even the one called the PR war”.39

Det banale modsvar
Men det økokritiske perspektiv – som Morton blandt andre er eksponent for – er ikke blot interesseret i at kortlægge allerede eksisterende destruktive fænomener. Økokritikken er ligeledes interesseret i konstruktionen af alternative, bæredygtige livspraksisser, og det er et ideal som også er til stede hos Spahr. I den generelle dødsatmosfære er det således muligt at lokalisere sprækker af lys. For eksempel er der i digtet “It’s all Good, It’s all Fucked” – der er et sorgfuld farvel til bevægelsen Occupy Oakland – en enorm kærlighed at spore. Også selvom bevægelsen i sidste ende ikke kunne indfri det håb den havde frembragt:

I am writing about the sadness that came over me, over us. But not just sadness. Melancholy. Nostalgia. Anger too. Frustration. Bitterness. I do not know why I want to write this but I feel as if it is something I have to do. I write about who this us could possibly be. If it could possibly be.40

Jeg’et står tilbage med en masse negative følelser; sorg, melankoli, vrede. Men stadig er der en vedvarende tro på bevægelsens grundtone, “us”. Bevægelsen var dømt til at mislykkes, men friheden og fællesskabet består alligevel i mindet; “experiencing this one moment of freedom before what we know is to come because we know history and we know the crowd will not win”.41 På den måde peges der igen på døden, finiteten, det uundgåelige. Ikke som en grund til at give op, men som en grund til at blive ved. En slags absurd afvisning af døden i døden med døden; “we fought with our teeth a little but also with our hearts in our hands to get back to life, to refuse to die, to just feel. We fought because we became through fight”.42 Det er gennem kampen – den kamp de er dømt til at tabe – at bevægelsens medlemmer bliver til. Jeg mener det er muligt at læse en modstand mod neoliberalismens udbredelse af død i netop denne mislykkethedens poetik/politik. Når “travle liv opfattes som vigtige liv”43 i neoliberalismens logik, så er et muligt modsvar stilstand og mislykkede liv, hvilket hele pladsbesættelsesbevægelsen som Occupy var en del af, tydeligt markerede. Jeg forstår her ‘mislykket liv’ som et liv der ikke efterlever det krav om lykke gennem forbrug som neoliberalismen er gennemsyret af. Et forbrugskrav der har som reel konsekvens at relationer (mellem mennesker, mineraler, jord, organismer etc.) forvrænges og/eller forarmes. Det er i sidste ende dette krav der afstedkommer den død jeg har talt om. I denne død er det derfor kravet om lykke der må destrueres, og det sker paradoksalt nok kun ved at mislykkes; ved at tillade vreden en ubetinget plads: “I am abandoning the mantra of it’s all good, it’s all fucked and now I just walk around muttering fuck all y’all”.44 Det er en meget generel (og banal) kritik jeg her fremfører. Men som jeg også tidligere har nævnt, er banalitet måske ikke lig med forfladigelse. Kritikken er banal fordi den neoliberale logik er banal – svaret er altid mere marked, mere forbrug. I sidste ende, mere død.
    Der er ingen tvivl om at jeg har læst Juliana Spahrs digtsamling That Winter the Wolf Came udpræget politisk. Det har jeg først og fremmest gjort fordi jeg mener at der, indlejret i det økokritiske perspektiv, gør sig nogle etiske og politiske overvejelser gældende. Som allerede nævnt er det netop ikke blot en didaktisk påpegning af uholdbare forhold, men også et forsøg på at formulere modkulturer. Hos Spahr er disse modkulturer banale – kærlighed, fælleskab, obstruktion – men de er samtidig også utopiske, som Occupy Oakland påviser. Vi er alle indsmurte i neoliberalismes fedtede maskine, og enhver kritik er derfor også en selvkritik. Ethvert mord er også et selvmord. Dét er digtsamlingens utopiske tautologi. Det er med død – forstået som en afvisningaflivning af neoliberalismens glædes- og hastighedskrav – at døden som allerede eksisterende grundlag skal bekæmpes.

GREGERS ANDERSEN Grænseløshedens kultur. Informations forlag, 2016 / WENDY BROWN Undoing the Demos – Neoliberalism’s stealth revolution. Zone Books, 2015 / MICHEL FOUCAULT Viljen til viden – seksualitetens historie 1. 6. udgave. Det lille forlag, 2015 [orig. 1976] / MICHAEL T. KLARE “ The Third Carbon Age”, Thenation.com (https://www.thenation.com/article/third-carbon-age/) 2013 / ACHILLE MBEMBE “Necropolitics” i: Public Culture, 15 (1), 2003 / TIMOTHY MITCHELL “Carbon Democracy” i: Economy and Society, 38 (3), 2009 / TIMOTHY MORTON Hyperobjects – Philosophy and Ecology after the End of the World. University of Minnesota Press, 2013 / JULIANA SPAHR That Winter the Wolf Came. Commune Editions, 2015 (tilgængelig her: http://communeeditions.com/wp-content/uploads/2016/01/that-winter-the-wolf-came.pdf ) / ESPEN STUELAND 700-års ommen – 13 innlegg om klimaendringer, poesi og politikk. Forlaget Oktober, 2016 / SHERRYL VINT “Abject Posthumanism: Neoliberalism, Biopolitics, and Zombies” i: Levina, Marina & Diem-My T. Bui. (red.). Monster Culture in the 21st Century. Bloomsbury Academic, 2013


    Noter:

  1. Spahr 2015, s. 14 ↩︎
  2. Mitchell 2009, s. 399 ↩︎
  3. Ibid., s. 400 ↩︎
  4. Ibid, s. 417 ↩︎
  5. Brown 2015, s. 221-222 ↩︎
  6. Klare 2013. Klare definerer de to første ‘tidsaldre’ som hhv. kulindustrien (Age of Coal) og den konventionelle olieudvinding (Age of Oil) ↩︎
  7. Spahr 2015, s. 15 ↩︎
  8. Ibid., s. 25 ↩︎
  9. Ibid., s. 83 ↩︎
  10. Morton, s. 7 ↩︎
  11. Ibid. ↩︎
  12. Spahr 2015, s. 24 ↩︎
  13. Ibid. ↩︎
  14. Se Vint 2013 ↩︎
  15. Spahr 2015, s. 16 ↩︎
  16. Ibid., s. 14 ↩︎
  17. Ibid., s. 23 ↩︎
  18. Ibid., s. 15, 16, 22, 68, 69 ↩︎
  19. Mbembe 2003, s. 27 ↩︎
  20. Ibid., s. 12 ↩︎
  21. 21. Ibid., s. 16 ↩︎
  22. 22. Foucault 2015, s. 154-155 ↩︎
  23. 23. Spahr 2015, s. 23 ↩︎
  24. 24. Ibid., s. 50 ↩︎
  25. 25. Ibid., s. 45 ↩︎
  26. Ibid., s. 46 ↩︎
  27. Ibid., s. 47 ↩︎
  28. Ibid., s. 51 ↩︎
  29. Ibid. (min kursivering) ↩︎
  30. Ibid. ↩︎
  31. Andersen 2016, s. 65 ↩︎
  32. Spahr 2015, s. 56 ↩︎
  33. Ibid., s. 55 ↩︎
  34. Ibid., s. 57 ↩︎
  35. Ibid. ↩︎
  36. Andersen 2016, s. 92-93 ↩︎
  37. Ibid., s. 91 ↩︎
  38. Stueland 2016, s. 200 ↩︎
  39. Spahr 2015, s. 63 ↩︎
  40. Ibid., s. 73 ↩︎
  41. Ibid., s. 71 (min kursivering) ↩︎
  42. Ibid., s. 74 ↩︎
  43. Andersen 2016, s. 56 ↩︎
  44. Spahr 2015, s. 76 ↩︎