Trappe Tusind
aa.jpg

Eileen Myles: Chelsea Girls

 

 

 

CHELSEA GIRLS

af Eileen Myles


Bath, Maine
Jeg havde egentlig ikke en skid at gøre dér. Jeg mener, hvorfor bor jeg sammen med min ekskæreste og hendes nye kæreste og hendes ekskæreste. Hvordan kunne det på nogen måde være behageligt. Jeg kunne skrive det her fra en fængselscelle. Sjovt, ikke? Før jeg tog af sted, sagde Ted og Alice: “Ud af asken, ind i ilden, Eileen.” Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg fløj, ja jeg gjorde, op til Portland, og Judy og Chris hentede mig der. Jeg var så stegt på flyet. Elinor havde givet mig noget amf, én god bane, og så havde jeg en håndfuld af Toms piller. Han havde sovet hos mig aftenen før. Jeg skrev nogle digte oppe i luften, nogle virkelig åndssvage nogle, henover alle de der drinksservietter de giver én. Gud, de var forfærdelige. Om vitaminer og sådan noget. Jeg var holdt op med at ryge, hvilket altid gjorde mig særligt vanvittig, og jeg havde de der røde perler på, hvornår gik de i stykker, jeg kan huske de gik i stykker i Maine – nå, men de hentede mig begge to – jeg kan huske, at vi tog direkte hen på en bar – jeg tror nok, jeg fik en sandwich med rejesalat og øl, og Chris var allerede i gang med at drikke iskolde margaritaer. Der var hummere på væggene og ruser og alt muligt. Så satte vi os tilbage i Judys bil. Den nat tog vi alle sammen på homobaren i Augusta. Åh gud, den nat. Vi var på speed alle sammen, og fulde, og det var virkelig varmt. Alle mændene tog deres trøjer af og dansede. Vi blev vrede. Vi ville også tage vores trøjer af. Så det gjorde vi. Alle syntes det var fedt. Undtagen chefen og et par bøssede bartendere. Ta’ dem på. Mændene behøver ikke have deres trøjer på. Gå nu bare med jer. I kan ikke være på den her bar uden trøjer på. Tag jeres trøjer på og smut. Det gjorde vi. Men først tog vi vores bukser af og gik ud. Chris smed også en flaske efter dem. Hun kørte altid så god stil. Det er kun tre år siden.
    Derfra fortsatte det hele rimelig meget på samme måde. Den aften, jeg var vildt kælen omme på bagsædet af Judys bil med Darragh, hendes ekskæreste, var vi egentlig ude og lede efter Chris, som var gået, fordi hun ledte efter en eller anden, en mand. Vi var selvfølgelig alle sammen helt blæste. Chris var blevet taget af politiet for, hvad man nu end forkorter kørsel i påvirket tilstand med i Maine. Man må forstå, at det var helt almindeligt for os at blive anholdt. Vi arbejdede på den her mølle, og hver morgen, eller deromkring i hvert fald, var nogen blevet anholdt for at køre for hurtigt, spritkørsel, eller de var kørt galt eller var røget i slagsmål. Det er baseballcap- og pickuptruckland. Jeg elskede det. Mændene var alle sammen mænd, og vi var alle sammen lebber, og vi elskede alle at drikke os ned. Efter arbejde sad vi på den her store grønne, plæne og Casey, chefen, kom med den ene kasse Bud Light og Labatt’s efter den anden, og så gik vi amok. Sheila var et problem. Den her store, blonde pige som var Caseys kæreste og vildt interesseret i, at Christine og jeg var lesbiske. Nu er det sådan, at jeg er vild med paternalisme, jeg elsker at have en ung, god gammel dreng som chef, og når hans kæreste lader til at ville gå den anden vej, og hvor fascinerende det end er, og jeg vil jo gerne være hende, hun er vild med, uanset hvad, så prøver jeg at vende mig den anden vej.
    Chris holdt op med at drikke efter anholdelsen den nat. Hun skulle stadig i retten, det var noget rod. Jeg elskede, at hun ikke drak, hun blev bare kønnere og kønnere, hun strålede helt, og hun slap for den oppustethed, hun fik af alle de øl. Jeg har aldrig set det gøre så stor forskel, som det gjorde hos hende. Og så var det også en lettelse. En nat var jeg i seng med Judy, og hun angreb mig med et koben. Jeg ændrer formen på dit hoved, dit røvhul. Virkelig et skræmmende øjeblik. Jeg kunne se skyggen fra hendes hoved, hånd og koben mod et stærkt lys bagfra. Faktisk havde jeg været deroppe i en uge måneden forinden og havde tænkt, det var præcis ligesom Valhalla. I ved, det var præcis ligesom paradis. Judy havde det her hus midt på en kæmpe grund i Maine, og ude bagved er der får, der bræger, og hun havde hunde, én af dem en sort labrador der hed Myles, og der er små killinger og høns ude bagved og en hane og friske æg og smukke morgener med stegte kartofler og Tia Maria-likør i kaffen på sengen. Den første nat jeg var deroppe var dengang mig og Chris øjeblikkeligt forelskede os igen lige så snart vi blev fulde og stod ude i gangen og kyssede hinanden og sagde: hvad med Judy. Så lå vi alle tre i deres store seng – jeg klatrede bare lykkeligt op på Judy. Det brød Christine sig ikke om – det var ikke meningen, jeg skulle lade mig rive med af det. Det var bare bang, slagsmål lige fra starten – men kun ét større udbrud den uge – Chris var ude at løbe og efterlod mig og Judy i sengen, og da hun kom tilbage var der ved at ske noget som – ”Hvorfor helvede gør du aldrig det med mig, Judy!” Judy skulle snart få, hvad der tilkom hende. Christine var en følelsestyran. Hun og jeg havde boet sammen et par år i New York, før hun kom til Maine, og først da jeg så mønstrene i hendes og Judys forhold kunne jeg se, hvor krævende og umulig hun var. Selv var jeg en godmodig sky, der gled forbi og stjal ting og ventede på ros. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor livet bare aldrig føltes virkeligt nok. Jeg sad i din sofa, eller vi drak din whisky i min lejlighed. Kom, lad os gå ud, ville jeg sige. Har du nogen penge. Jeg er flad i aften. Det er jeg virkelig ked af.
    En aften efter arbejde tog vi alle sammen på druk i Bath, Maine. ”Vi” betød mig, Chris, som var faldet i igen den nat, regnede med det var okay, og Sheila ville ud med os, og vi blev nødt til at tage hjem og hente Judy. Jeg tror, de alle sammen skulle spille den aften, de havde en fyr i Bath, som de spillede med, Mr. Michael, en eller anden arkitekt med en taglejlighed. Alle Judys venner havde arbejde, men lod som om de var kunstnere. Rimelig klamt, men de havde styr på tingene: taglejligheder, bilerne, huse osv. De er mødrene og fædrene. Normalt er de så åndsforladte og har intet at sige, men man får lov til at føle sig fabelagtig i et stykke tid. For mig er de som et arbejde.
    Jeg tror ikke Judy var overvældet af kærlighed til mig. Jeg tror, jeg var der for at blive neutraliseret. Christine drak sig fuld og ringede til mig. Eller hun ville bare snakke om mig hele tiden. Okay, så lad os få fat i det her ikon og få hende ud på min gård. Så skete der ting som for eksempel, at Judy en aften fik besøg af hele sin samling af lurvede mænd: Ron, skovhuggerfyren, som hun altid skulle ud og ’samle muslinger med i morgen’, eller som var sådan en lille snog, der vidste alt om elektricitet eller sådan noget. De var alle sammen anti-intellektuelle typer, som var helt vilde efter at kneppe Judy, og hun omgav sig med dem for, jeg ved ikke, underholdningens skyld, og klart nok, fordi de virkelig hjalp hende, og jeg tror hun opfattede dem som farverige, muligvis beundringsværdige. De fik hende til at tro, at hun var blevet landlig. Hun var konsulent for en miljøorganisation, hun tog ud og så på fiskefabrikker og kom fuld hjem. Hun havde tidligere været børsmægler i San Francisco. Nu er hun en slags filmperson i Boston. Judy har det rigtige udseende. Og hun holder aldrig op at med fortælle om den flinkepigeskole, hun droppede ud af. Hendes mor er dranker. Hun er en af den slags kvinder, der foragter sin mor og er præcis ligesom hende.
    Judy sagde engang til Chris, mens de kørte i hendes bil, jeg kan bare ikke se, hvordan Eileen altid kan slippe af sted med at tænke, hun har det sidste ord, når det kommer til sandhed. Det sagde hun. Det sjove er, at jeg forestiller mig hendes bil sige det. Du ved, en af de der scener hvor den hvide Datsun slingrer gennem de snævre og vindblæste veje i Midcoast Maine, og bilen siger: ”…at tænke, hun har det sidste ord, når det kommer til sandhed.” Fuck dig, Judy.
    Jeg husker at stå bag på ladet af bilen den skæbnesvangre aften og drikke en Bud Light og tænke: Det her bliver ikke perfekt – om den aften, den så for perfekt ud – at tage med pigerne til Bath. Judy og Chris spillede med Michael, Judy på bas, Christine på trommer, Michael på leadguitar. Sheila og mig strejfende om på de lokale barer, lyder okay, men – hvad?
    Det, jeg forsøgte at sige om Judy og hendes klamme mænd var, at hun fik de her lugtende, liderlige fyre på besøg – den aften lavede vi en kande strawberry daquiries med Mount Gay, som jeg lige nu hældte i mig, og da hun var blevet fuld stak Chris Judy et stykke papir, hvor jeg senere fik at vide, der stod, jeg har lyst til at spise dig – sådan betalte Christine sin husleje, og de tumlede fnisende af sted og efterlod mig som dyrepasser for hendes charmerende venner. Det er derfor, jeg var blevet inviteret til Maine. De her fyre talte virkelig langsomt – stoppede efter hver formulering for at se ens pige-reaktion. Jeg kunne allerhøjest svinge mig op til et heh en gang i mellem. Efter et stykke tid stirrede jeg bare på mine fødder.
    På arbejdet dyppede vi de her små – eller nogle gange pænt store – trærammer i kar med farve. Deres destination var Amerikas billige karnevaller og strandbyer. De spejle hvor der står Grateful Dead eller NY Yankees på. Sidst på dagen efter at have dyppet rammerne i kar med farve og hængt dem op i rækker af tyve på pindene over vores hoveder, pakket dem, og bundet plastictape om hver pakke, stablet dem ind i lastbilen til Chicago, eller hvor det nu var, var jeg altid helt dækket fra top til tå af brun farve, jeg så dickensk ud tænkte jeg. Som regel gad jeg ikke fjerne det, før jeg drak mig fuld. For mig har sjusket altid været godt, det betød sexet.
    Men denne aften brugte vi det her ”glub” – det var garvestof, lignede baconfedt og kom vist nok i glaskrukker, men de folk, jeg kendte, købte det engros. Vi skulle rigtig ud, så vi blev nødt til at fjerne pletterne. Det var sådan jeg normalt så ud: en dalmatiner. Jeg synes virkelig hunde er de mest nuttede væsener, og de mest perfekte. Sheila så ud til at blive rimelig bombet af vodkaen, cape codders kaldte vi dem. Jeg kan huske, jeg tog brusebade, mens jeg havde gang i en drink og gang i en øl, jeg var helt oppe at ringe og tænkte, at i nat behøvede jeg måske ikke at komme ned.
    Lyset så gennemsigtigt ud, perlende simpelthen, idet vi kørte ind i Bath med masser af øl i bilen. Jeg savnede virkelig stoffer. Det eneste vi nogensinde havde, var det her hjemmedyrkede lortepot. David ville komme herop i slutningen af måneden, og jeg tiggede ham om at tage heroin med. Det begyndte at virke, som om det var at foretrække frem for at drikke sig fuld. Jeg mener, hvis man skulle drikke sig virkelig fuld, kunne man opnå samme tilstand på en meget mindre besværlig måde ved at sniffe noget. Det kunne jeg godt lide. Men sidste gang jeg fik noget, blev vi smadrede.
    Vi parkerede ude foran Michael, og Sheila besluttede sig for, hun havde brug for at ligge lidt ned i taglejligheden. Vi arbejdede nemlig virkelig hårdt, startede ved sekstiden, så nogle aftener havde man ingen tolerance overhovedet. Så jeg gik med op helt kort, husker ligesom et stort gult badeværelse og en ekstremt behagelig taglejlighed, som Michael havde ”lagt meget arbejde i,” den slags mennesker er så kedelige. Jeg var glad for at tage ud på egen hånd.
    Barerne i Bath var som barerne alle vegne bortset fra, at med den der New England-mistillid er der ingen, der taler til dig. Jeg tog min notesbog frem, men jeg kunne ikke engang kommunikere med mig selv. Jeg drak vodka med grapefrugt. Jeg havde en hvid t-shirt hvor der stod FATS WALLER på maven. Jeg spiste en masse peanuts. På den næste bar skiftede jeg til tequila. Hvad kunne der ske. Jeg sad ved det her lange sofabord, det så lidt gotisk ud, oldgammel S/M med et stort stearinlys. Jeg ville ikke have nogen skulle komme i nærheden af mig. Stedet så lidt date-agtigt ud, som om det hang sammen med en restaurant. Klientellet var solbrændte og nyvaskede som feriegæster. Havde jeg fået det bedre? Da jeg på det sidste sted ikke havde mere at sige i min notesbog, begyndte jeg at skrive ordene fra jukeboxen ned.

And only love
can break
your heart
So try to make sure
right from
the start…

Det gjorde mig mistænksom. Jeg havde tvunget mig selv til ikke længere at være forelsket i Chris, jeg havde besluttet mig for at være en passionsløs tilskuer, det ville være en nydelse at være ligeglad. Hvad hvis jeg ikke længere vidste, hvordan jeg havde det? Jeg har nok aldrig vidst, hvordan jeg havde det. Jeg kunne kun lide at drikke mig fuld og være forelsket. Hvis jeg ikke var en af de to ting, havde jeg kun brug for min husleje, cigaretter og kaffe, simpelthen. Jeg kunne virkelig godt lide digterens liv.
    Ind brasede Sheila og Chris. Judy er et røvhul, siger Chris. Hvad drikker du, margaritaer? Yay, lad os få fire af dem, jeg tror de er langsomme. Så var vi alle sammen ude på toilettet og rullede toiletpapir ud over det hele og kyssede hinanden. Judy og Michael dukkede op, lige idet vi blev smidt ud. På den næste bar var det som om, vi stod i kø for at se et eller andet, men jeg kan ikke huske, hvad det var. Rækkefølgen man stod i var meget vigtig, så jeg fik lyst til at gå udenfor.
    Jeg tror, jeg sad på kantstenen, da politiet kom. Alting skete vildt hurtigt i en slags grå tåge.
    Politibetjenten prøvede at få Chris ud fra forsædet af Judys bil. Chris havde haget sig fast i håret på Judy, som holdt stramt om rattet. Øjeblikket før havde de sloges om bilnøglerne. Chris, som var så fuld, at hun var helt væk, ville selvfølgelig køre. Jeg må jo stadig elske hende. Hun er et vredens og intolerancens trofæ med brunt krøllet hår. Hun opførte sig altid som den lillesøster, jeg ville være lige så sej som. Hun bankede Judys hoved imod den der ting gearskifteren kommer ud af, og måske ville hun have fået fat i nøglerne, hvis politibetjenten ikke var kommet. Jeg tænkte, det ikke var min kamp. Jeg kommer fra en alkoholiseret familie og reagerer derfor ligesom ikke på vold. Jeg tror det skræmmer mig, men jeg er så draget af det. Jeg har aldrig slået nogen, men der er masser af mennesker, jeg ville elske at slå ihjel.
    Det er okay, siger jeg til politibetjenten, da han bevæger sig gennem den grå tåge mod den hvide bil. Historien går, at han råbte Stop ind gennem bilruden, og Chris slog ham i ansigtet. Gud, hvor jeg elsker hende. Så var det, han begyndte at hive hende ud.
    Ligesom i den legendarisk tackling, jeg udførte på en dreng i sjette klasse, drengepigens sidste præpubertære handling, kan jeg ikke huske, at jeg rejste mig, jeg kan kun huske, at jeg svævede gennem luften, sprang op på politimandens ryg, hvorfra jeg fik mine arme rundt om hans hals for at kvæle ham eller vælte ham bagover eller sådan noget. I mit svæv imod ham så jeg noget. Pigeguden, eller hundeguden, eller den døde, fulde far-gud, alle de guder der beskytter mig i mit liv, ansporede mig ikke til at gribe ud efter dén ene ting, jeg så, mens jeg fløj op på hans store blå politiskuldre. Pistolen!
    Nej, jeg landede bare oppe omkring skuldrene, og lynhurtigt var jeg helt ovre på fortovet med hovedet hamret ned og peberspray i øjnene, det brændte, og der var tonsvis af dem nu, politibetjentene, en holocaust, og oven i købet håndjern også. Jeg var en frihedskæmper af en art. Jeg er blevet lagt i håndjern et par gange før. Håndjern gør mig vild.
    De prøvede at tage et billede af mig nede på stationen, og jeg ville selvfølgelig ikke holde op med at lave øjne, række tunge, spytte på gulvet. De skulle ikke have et tiltrækkende fængselsbillede af mig. Der var en fed kvindelig vagt, jeg virkelig havde set mig ond på. Du er en forræder mod kvinder, du er en lebbe, hey, din store tyrelebbe, se på dig selv, din sæk, din forræder, du elsker at sutte kusse, gør du ikke? Jeg tror nok, jeg startede med det i patruljevognen på vej til fængslet – hvilket ikke var langt – politistationen lå lige ovre på den anden side af gaden fra hvor Judys hvide bil holdt parkeret. Gennem hele min fordømmelse af denne kvinde blev jeg ved med at spytte på gulvet. Desuden var min Fats Waller-t-shirt krøbet op om skuldrene på mig, så jeg flåede den af og begyndte at råbe politivold, politivold.
    Eileen, hold kæft, sagde Chris. Alt i alt troede Christine, jeg havde startet det her, havde startet det hele. Det er så her, hun virkelig blev et lille kryb. Hun vidste ikke, det var en politimand, det var hendes version. Jeg vidste godt, det var en pistol, og jeg var glad for, jeg ikke var gået efter den. Og inderst inde vidste jeg, at i det øjeblik jeg fløj mod lovens blå skuldre, fløj jeg for Chris, elskede hende og var i gang med at redde hende fra den hvide Datsuns professionelle middelmådighed, jeg befriede hende fra bourgeoisiets fangenskab for måske at tage hende med hjem til mine forkrøblede prærier af fordrukken kunst og kærlighed. Åh, Chris!
    Nå, men hun satte ikke pris på det, den lille kælling, hvorfor kunne jeg ikke holde kæft, jeg gjorde jo bare det hele meget værre.
    Desuden var mit store øjeblik på politistationen i Bath, Maine, da jeg løftede mit sværd og afslørede for dem, at jeg var digter.
    Jeg er digter, I fjolser, I pansersvin! Digter har for mig altid betydet helgen eller helt, den dansende karakter på min sjæls mosaikvindue, hånden, der langsomt løftes gennem tiden, den summen der optegner min materie i stærkt modlys, jøsses, grunden til jeg lever. Det er den retning denne eks-katolik tog, da hendes knælen ikke holdt nogen i live, eller hjalp de døde med at forblive døde. Jeg var et troende barn, men mine bønner var en ritualistisk forsikring, og en ægte liste af døde mennesker – Gud, pas godt på mormor, morfar – den blev så lang, at den var uigennemførlig ved elleve- tolvårsalderen, så jeg begyndte at føre dagbog og sad under lyset fra trappegangen og bogførte, hvad jeg havde spist den dag, og hvem jeg troede hadede mig, og hvem jeg elskede, og hvordan jeg vandt. Digtet blev født på jobs, når jeg opdagede, jeg ikke ville komme til at vinde, faktisk ikke engang var til stede. Så jeg begyndte at bosætte mig i mine digte, anså mit liv for en tabers, dermed poetisk.
    Okay, okay, så du er digter, lad os høre et digt. Jeg kan ikke mine digte, indvendte jeg snobbet, fuldstændig afhængig af bogsiden. Jeg holder digtet frem, det hellige dokument. Åh, okay. Det her var som et martyrium, ilddåb, bloddåb.
    Det hedder: ”Stegt kylling.”
    Jeg tøvede, snublede over ordene og glemte en del, og de gjorde nar, men jeg kom ud med det. Og der skete ingenting.

Nogle gange …
Stegt Kylling!
Okay, okay, ”Stegt Kylling.”
Nogle gange …
Sikke en digter, hun kan ikke engang sit eget digt.

Nogle gange
midt om natten
tænker jeg på
at holde dig
i din smukke
teint

jeg tænker på
i din smukke
teint …

Jeg ødelagde det. De lyttede ikke længere. Jeg havde fejlet. Hvad så. Blodet var sat på prøve.

Nogle gange
midt om natten.
Jeg tænker på
at holde dig
i din
smukke teint
ønsker du
var
helt min
og jeg
kun var
din.


Færdig. ”Åh, nej,” sagde Chris, da hun spurgte, hvilket digt jeg råbte til dem. ”Åh, nej,” hun krummede tæer, ”ikke dét.”


Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe