Trappe Tusind
aa.jpg

Asger Schnack: Efter den første morgen

 

 

 

Efter den første morgen (2009)

af Asger Schnack


Inger Christensen har skrevet digtet ”Efter den første morgen”, som er trykt uden titel i Lys (1962). I Samlede digte (1998) har det fået titel (ligesom de øvrige titelløse digte fra Lys) og hedder nu ”Efter den første morgen”. Jeg har altid været glad for dette digt.

Efter den første morgen søger jeg
sprogets dæmpede jordrøg

Atter og atter kysser jeg mindet om
væk mig! væk mig! Solen og de svir-
rende vinger i morgenbrun damp

Hvad du gav mine tanker, er broddens
modstand, skjult i min svævende
blomst

Hvad du gav mig er lutter morgen

Min lidenskab: at vågne


For det første kan jeg godt lide linjeantallene: to, tre, tre og to, blot delt i to: én, én. Og så kan jeg især godt lide det syntaktiske brud i linje fire: væk mig! væk mig! For slet ikke at tale om delingen af ordet svir-rende, der jo virkelig gør det svirrende. Hvad jeg også holder af, er gentagelserne af atter og atter, væk mig! og væk mig! og Hvad du gav og Hvad du gav. Derved bliver der virkelig tale om atter og atter. Hvert par er som et kimblad, jf. den første linje af alfabet. Alt dette her understreger, at der er tale om en begyndelse.

Eller næsten-begyndelse, for det hedder: Efter den første morgen. Det kunne lyde som en skabelsesberetning. Den første morgen var, da verden blev til, i alle tilfælde her i digtet. Jorden ryger ligefrem endnu i sproget. Hvad digtets jeg kysser mindet om, er, da hun (nu siger jeg hun) blev vækket, vågnede (til den første morgen). Der var solen, og der var svirrende vinger i den morgenbrune damp = sprogets dæmpede jordrøg. Men der var én, der vækkede hende, og det var du. Du gav hendes tanker broddens modstand, skjult i hendes svævende blomst. Det læser jeg erotisk. Det er en bi (svirrende vinger), der stikker brodden i hendes svævende blomst. At blomsten er svævende, er særlig vidunderligt, fordi man umiddelbart skulle tro, at det var bien, der svævede. Men mødet med brodden gør blomsten svævende. Og hvad hun fik, var lutter morgen. Lutter begyndelse. Lutter tilblivelse. Hendes lidenskab er nu: at vågne. Atter at blive vækket.

Kønsakten er lig med tilblivelse, skabelse. Hun, digtets jeg, kysser alene mindet om denne handling, dette tilblivelsesøjeblik, der var som en hel verdensskabelse. Men se, det er sprogets dæmpede jordrøg, jeg’et søger. Hele forvandlingen, tilblivelsen, kan være digtet. Der sker en sammensmeltning af flere planer, blomst-og-biplanet, sprogets plan (digtet) og verdensskabelsens plan. Og yderligere understreges kompleksiteten af den voldsomme aktivitet på sprogplanet, lydligt, svirrende, syntaktisk, med imperativer og glidende rytmer. Det hele så smukt, at man tvinges til at vende tilbage og kysse mindet om det, læse digtet igen, læse det højt, for sig selv, for andre. Ens lidenskab bliver: at genlæse det.

Digtet minder på en snurrig måde om Sophus Claussens digt ”Verbena” fra samlingen Fabler (1917), også det sammensmelter med høj sproglig energi og vellyd sprog (digt), naturplan og skabelse:

Med sine fine Fingre og med sin Strengeleg
Verbena er min Hjertenskær ung svulmende og bleg.
Naar hendes Hjerte svulmer, naar hendes Strenge bruser,
da naar hun Nattens Dybder og de himmelske Sluser.
Hun kysser hele Jorden og det dybe Stjernehvælv
i disse Vellystbølger, med hver Fiber af sig selv.
Og hendes Sjæl, der strømmer, som Nattens blanke Vande
frembringer nye Planter og nye Folk og Lande.
Er Mennesket en Mur og er Synskredsen stum,
jeg hylder denne Muse, hvis Tone skaber Rum.


Nu er det en helt anden tone, der er i det digt, det er set fra et mandligt synspunkt, digteren er en noget ældre mand i en ældre tid (digtet er skrevet i 1898), hvorimod Inger Christensens digt er skrevet af en ung, debuterende kvinde, der er lige så sikker, men sikker på en anden måde. I begge tilfælde handler digtet om digtet. (Verbena er navnet på en prydplante med flerfligede blade, men rummer i sig en konnotation til ordet ord: verbe, verbum). Begge digte er meta, men ikke mere, end at de først og fremmest er associationsskabende på andre niveauer.

Hos Inger Christensen er indtrykket svirrende, svævende, oplæsningslet, betonet, med et absolut gehør for varieret rytmik, man vil gerne skifte tempo, man vil gerne holde pause, markere cæsur, med eller uden kolon. Man vil gerne læse digtet godt op, fordi det appellerer til ens opfattelse af det som lyd. Det gælder i høj grad også for Sophus Claussens digt, men hos Inger Christensen er digtet en mobile. Man kunne tænke på Alexander Calder og hans Fire Røde Systemer eller en anden mobile, der er let og ja, bevægelig. Det er også en lille smule maskinelt på den dejlige måde. Men klart kun antydet, ikke som del af et system. Det er på samme tid tachistisk. Et andet sted i Lys har Inger Christensen ligefrem skrevet et digt til et maleri af Jackson Pollock, “Blue poles”. Hvis det var musik, var det snarere Ornette Coleman. Men nu er det jo altså Inger Christensen, ung dansk digter, der kaster sig ud i sproget. Som begynder. Som vågner. Og hvis lidenskab det er: at vågne.

Det erotiske er en grundstemning i hele bogen. Det erotiske er vævet ind i verdens tildragelser. Således citeres Wallace Stevens’ fjerde af tretten måder at betragte en solsort på over digtet “Jeg”: ”A man and a woman / Are one. / A man and a woman and a blackbird / Are one.” Først offentliggjort i Others (1917). Digtet slutter: ”Jeg / jeg er den der er åben”. I et andet digt er jeg’et ”det springende punkt”. Det er en nyoplevet selvsikkerhed. Jegtilblivelse. Lutter begyndelse. Erotik er identifikation er indlevelse. Det er broddens modstand. Det er en sammensmeltning, ikke blot med hinanden, men med det hele. Sådan bliver jegskabelsen til en verdensskabelse, den private opvågnen bliver en hel verdens begyndelse.

I Det dukker ”Efter den første morgen” forvandlet op i “TEKSTEN, variabiliteter 1-8”. Det var, forstår vi nu, kim til denne serie, som nøje, digt for digt, følger forlægget i struktur. Men ingen af de otte digte i Det nærmer sig digtet fra Lys, hvad angår spontanitet og snurren. Der er otte digte, for det er der i alle afsnit af Det. Og nu er lidenskaben: at gå videre. Det er logisk nok og nødvendigt i konteksten. Hun kan ikke vågne for første gang otte gange. Men at gå videre bliver aldrig det samme som at vågne. (Jeg siger stadig hun, for vi føler denne tilstedeværelse af digteren i digterjeget).

Inger Christensen er Inger Christensen, ligegyldigt hvor hun befinder sig i forløbet, men den første bog er den første bog, og er man fan, vil man være fan på en særlig måde af den første bog. Jeg har altid holdt meget af denne bog. Måske hænger det sammen med, at jeg sad og læste den i mine egne dannelsesår, da den var ny og frisk. Den kom faldende ind. Den kom farende ind. Den kom svævende ind. Den kom strømførende ind på scenen, hvor der i forvejen skete så meget. 1960 havde været der. 1961 havde været der, og nu kom 1962. Der var plads til denne fnuglet, punkt, præcis, drejende, konkret, lille bitte, koncis. Der var plads til dette lapidariske, dette syn, disse felter, friheder, vinduer, skår. Skjul. Dette mikroskopiske kosmos. Denne sang.

Alle ved, at Inger Christensen sang sine digte i de første år og siden ikke gentog det. Optagelser kan høres på YouTube (lydlig bearbejdning og mix: Morten Søndergaard). Vi vidste nu, at det var noget andet end imagisme og grafisk tak for sprog og tilblivelse, det var melodi og søgende jegløshed til jeg inde i stemmen, det var nu, der steg som stigen, faldt og svævede, kom tilbage, forsvandt ikke spor, men sås og blinkede, hørtes og vedblev. Det var denne alt andet end naive sang med henvisning til natur og avantgarde. Efter den første morgen.

Eller som selvsamme Morten Søndergaard skrev i det sidste digt i sin første bog, Sahara i mine hænder (1992):

Når solsortene
har dynget natten op
på aluminiumsgesimsen,
og morgenen hænger udspændt
mellem 9 slebne lys, og dagen er en glaskegle
under en ranglet himmel,
så er det, at du vågner.