Trappe Tusind
aaaaa.jpg

Mikkel Krause Frantzen: Kommentarerne kommenteret

 

 

 

Kommentarerne kommenteret

– eller fem nedslag i Inger Christensens utopiske ordbog

af Mikkel Krause Frantzen


En indledende bemærkning: Det er altid skamfuldt at besøge tekster, man selv har skrevet for snart længe siden, men da jeg genbesøgte min artikel om Inger Christensen fra det Trappe Tusind-særnummer om hendes forfatterskab, jeg selv var med til at redigere, så var det alligevel ikke så slemt endda. Eller det var det, men der var også en fornemmelse, som jeg den dag i dag stadig vil skrive under på. En fornemmelse af, at der var og er behov for at betone Inger Christensen som en, ikke nødvendigvis marxistisk, men politisk digter og tænker. En fornemmelse af at hemmelighedstilstande og sommerfugledale ikke er hele historien om hendes forfatterskab. At der har været en tendens til i både den akademiske og offentlige diskurs at overbetone de sider af hendes praksis, måske på grund af angsten for den der uha-meget-slemme-betonagtige-halvfjerdser-munkemarxisme, det kan vi da virkelig ikke have til at plette vor lands fornemmeste digters ry. Det, jeg argumenterede for – et argument jeg altså har tænkt mig at fortsætte og videreudvikle her – er, at det ikke er en plet. Imidlertid er jeg komplet uinteres-seret i den type kontekstualisering, der placerer hendes tekster fra sluttresserne og frem til startfirserne i deres samtid for derved at undskylde hende: Se, hun var jo blot et barn af sin tid. Mit konkrete ærinde er med andre ord, og mere specifikt, at læse de essays, Inger Christensen skrev til skriftrækken Krise og utopi fra 1979 til 1981. ”Temaerne for KRISE OG UTOPI er de mekanismer i samfundet, som er blevet ramt af krisen i 1970’erne,” som redaktørerne, der udover Inger Christensen selv inkluderede Niels I. Meyer og Ole Thyssen, skrev i forordet til det andet bind i serien.1 Inger Christensen skrev fire essays, eller fire såkaldte forsøg til en utopisk ordbog, som siden blev samlet i essaysamlingen Del af labyrinten fra 1982. De handlede om hhv. afrealisering, arbejde, energi og demokrati. Det var de fire opslag, fire bidrag til en utopisk ordbog, eller som forfatteren selv kaldte dem: “Forsøg til en utopisk ordbog standset op ved det første ord”; ”Forsøg til en utopisk ordbog standset op ved det andet ord: arbejde”; ”Utopisk ordbog standset op ved det tredje ord”; ”Utopisk ordbog standset op ved det fjerde ord”. Hun bidrog også til en kollektiv tekst, skrevet sammen med de førnævnte medredaktører, som bar titlen ”Første fremtidsbillede”, men senere kom til at hedde ”Sne”, en forkortet version af teksten, hvor den oprindelige start, de første par sider – som Inger Christensen måske ikke var med til at skrive eller ikke var tilfreds med? – ikke er med. Det skal også nævnes, at der i Verden ønsker at se sig selv (den næsten 1000 sider lange bog fra 2018 med spredte værker, efterladte tekster, udkast, kladder, digte og prosa) optræder en tekst med titlen ”Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker”. Det er næsten udelukkende denne lille samling af tekster, jeg vil forholde mig til her. Det absolutte omdrejningspunkt vil være forholdet mellem, ja, krise og utopi. Dialektikken mellem krisens utopi og utopiens krise, om man vil. Inger Christensen som utopisk, politisk tænker – ikke som digter. Pointen er ikke så meget, at et sådant forsøg vil kaste nyt lys over hendes poesi, måske i særdeleshed over overgangen eller skiftet i skriften fra det (1969) til alfabet (1981), om end det er en (spinkel) mulighed; snarere håber jeg, at det kan have eller få en genaktualiserende funktion og således bruges i en samtidig refleksion over de spørgsmål, der sandt at sige ikke er blevet mindre relevante med tiden, de sidste godt 40 år.2

1. Inger Christensens samtidsdiagnose del 1: kapital
Der er ingen tvivl om, at Inger Christensen – som jeg også gjorde opmærksom på i mit oprindelige indlæg – var meget interesseret i tal. Men vel at mærke ikke bare tal forstået som lidt matematik og natur. Tal som i kapiTAL. Tal som i akkumulation, tal som i optæl- ling (af arbejdstimer), som i nedtælling (til katastrofen). Tal som i for-tælling, en fortælling før den kapitalistiske ur-fortælling om mennesket og verden, en anden historie, en anden måde at tælle på, dvs. en anden måde at digte på. I det første nummer af Krise og utopi, et nummer om vækst, handlede Inger Christensens utopiske ordbogsopslag som sagt om afrealisering. Her skrev hun:

Jeg har lært, at det er fint at omsætte ordene til virkelighed og klogt at omsætte tingene eller naturen til kontanter. Yderligere at det er ekstra fint at omsætte disse kontanter til uting: værdipapirer f.eks., eller 200.000 underbetalte arbejdstimer knyttet sammen i persiske tæpper eller en Rembrandts deltagelse i den altid nærværende fattigdom, m.m. Jeg har kort sagt lært at leve i omsætningen og betrygge mig med dens synlige resultat, den kontante virkelighed.3

Den kontante virkelighed: Alt der er solidt kan forvandles til tal, penge, værdi og merværdi, kan omsættes og akkumuleres. I det andet opslag, det andet essay, om arbejde, skriver hun om den ulyksalige talrække4 og kapitalens ”mer-vil-ha-mer-princip i den uendelige talrækkes billede”.5 Hun omtaler her også kapi- talismen som en ”lille vanvittig evighedsmaskine hvor angsten for fremtiden og begæret efter fritid møller hinanden rundt”.6 Måske rummer disse passager en skjult henvisning til kapitel 2 af bind 1 af Kapitalen,7 afsnittet om penge, hvor Marx ikke blot forsøger at analysere penge som en slags stedfortræder for varerne i økonomien (og omvendt) og heller ikke alene er fokuseret på penge som omsætningsmiddel.8 Han er frem for alt optaget af pengenes cirkulation og metamorfoser, af ”omsætningens perpetuum mobile”.9 Her har den danske oversætter af Rhodos-udgivelsen fra 1970 følt sig nødsaget til at indføre ordet ”evighedsmaskine” i klammer i brødteksten (det er naturligvis tvivlsomt, om Inger Christensen har læst denne oversættelse, eftersom hendes tyskkundskaber mere end tillod hende at læse den tyske original – men det er dybest set irrelevant). Det er bevægelse for bevægelsens skyld, cirkulation for cirkulationens. Som Marx skriver nogle sider senere: Alt drejer sig om at øge værdien (Verwertung des Werts), at skabe merværdi, at forvandle penge til kapital, ikke stille sig tilfreds, ikke standse op – stilstand er kapitalens død. Således er ”[p]engenes cirkulation som kapital [...] et formål i sig selv, idet værdiøgningen kun foregår inden for denne bestandig fornyede bevægelse. Kapitalens bevægelse kender derfor ingen grænser”.10 Det er denne ”bestandig fornyede bevægelse”, denne kapitalistiske kinetik, jeg mener, Inger Christensen retter sit blik imod. Her er der god grund til at gentage, at tallene ikke kun er Fibonaccis talrække, en talrække i naturen, men også en talrække i samfundet, i økonomien. De to domæner hører i Inger Christensens analyse utvetydigt sammen: Biologi og kapital, liv og penge, vand og varer, naturvidenskab og økonomi. I den forstand er overskriften – et direkte men skjult citat fra Lyn Hejinians My Life – på min artikel fra 2009 også en smule misvisende, og ikke kun fordi den såkaldte Language Poetry faktisk ikke rigtig har noget at gøre i denne sammenhæng. Det er svært at vende ryggen til vand i bevægelse? Det er svært at vende ryggen til penge i bevægelse.

2. Inger Christensens samtidsdiagnose del 2: energi
Det burde være åbenlyst, at Inger Christensen ikke er en dogmatisk tænker eller digter. I essayet om arbejde foretager hun på et afgø- rende tidspunkt en perspektivforskydning, idet hun skriver: ”Det egentlige opgør kan ikke længere udtrykkes i forholdet mellem kapital og arbejde, primært fordi arbejdet er reduceret til lønar- bejde, til en forskruet parodi, en grimasserende efterligning af kapitalens ensporede bevægelse”.11 Hun fortsætter: ”Alt tyder på at det egentlige opgør må udtrykkes i forholdet mellem kapital og energi”.12 Ikke kapital og arbejde, men kapital og energi. Klima og kapitalisme. Det hænger naturligvis uløseligt sammen med kapitalens (selv)realiseringstrang: ”den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst”, som det hedder allerede i skriftnummeret om vækst.13 Det er ikke kun således, at man realiserer sig selv på arbejdet, i arbejdet, at man er en menneskelig ressource – og at man, i og med man udbyttes, langsomt men sikkert også udtømmes, at man drænes for energi. Det er også sådan, at naturens ressourcer udnyttes i den vilde væksts navn. Inger Christensen nævner selv ”internationale magtkampe om energi og råstoffer”,14 hvilket ikke er mærkeligt, når man ihukommer oliekriserne i 1973 og 1979. Kapitalens tentakler når på den måde ud i alle afkroge af menneskesindet (kapitalen investeres direkte i sindet, skriver hun i nogle linjer, jeg citerede i min tidligere tekst15) og i ”det biologiske rum som helhed”.16 Det er biosfæren som sådan, der står på spil i dette planetariske perspektiv. Det er den krise, hun diagnosticerer: En kapitalistisk klimakrise ville man sige i dag. Ikke menneskehedens klimakrise, ikke det antropocæne; det kapitolocæne. Energiens talrække er åbenlyst ikke uendelig. Selvom kapitalen ”bliver ren energi. Den bliver et absolut ‘fordi’”.17

3. Krisens utopi, utopiens krise
Men hvad med utopien? Det er straks sværere. Man kan overordnet sammenfatte Inger Christensens samtidsdiagnose i to skridt, eller hypoteser om man vil: 1: Der er en altomfattende krise. 2: Det gør det ikke mindre, men mere påtrængende at (gen)tænke utopien (med det formål i sidste ende at praktisere den). Det er her vigtigt at holde sig for øje, at der er en dialektik mellem krise og utopi, de står ikke bare i modsætning til hinanden, dvs. utopien er ikke bare en løsning på krisen. Titlen var jo krise og utopi. Den ene side af denne dialektiske ligning står klar nok, den anden gør (indtil videre) ikke. Krisens karakter er til at forstå, utopien ikke i samme grad. Oven i købet har vi nu også tekstfragmentet ”Utopisk ordbog. Forsatte brudstykker” fra 1979 (men først publiceret i Verden ønsker at se sig selv), hvor to opslag lyder: ”krise: (se: utopi)” og ”utopi: (se: krise)”.18 Krise, se utopi; utopi, se krise. Krisens utopi; utopiens krise. Hvad skal det betyde, hvordan skal det forstås? Selv ikke alverdens kiasmer kan hjælpe os her. Så lad os gå videre med utopiens krise, utopien i krise. Den kender vi dog også (alt for godt) her i 2019. Denne problematik relaterer sig til det efterhånden til hudløshed citerede udsagn om, at det er nemmere at forestille sig jordens undergang end kapitalismens endeligt, et udsagn som ingen rigtig kan finde den oprindelige kilde til, men lad os for nemhedens skyld tilskrive det Fredric Jameson. Vi kan også citere Thatchers TINA-doktrin: There Is No Alternative. At det er slut med utopierne er imidlertid ikke et historisk faktum, eller noget som først opstod i kølvandet på Thatcher, neoliberalismen, murens fald og historiens afslutning, som den stolt og glædesstrålende blev proklameret af Francis Fukuyama i 1989. Som Russell Jacoby gør opmærksom på i bogen The End of Utopia. Politics and Culture in an Age of Apathy (1999) har denne sang om utopiens død en lang forhistorie. Han nævner selv, at tænkere som Raymond Aron, Judith N. Shklar og Daniel Bell i 1950’erne argumenterede for, at utopien var en saga blot (Shklar skrev eksempelvis en bog i 1957 med titlen After Utopia: The Decline of Political Faith). Inden for marxismen har utopier også haft et ringe ry, ikke så meget på grund af de såkaldte virkeliggjorte utopier i det 20. århundrede som på grund af dets uvi- denskabelige karakter: Utopiker var et skældsord, der i forlængelse heraf blev brugt om anarkister; de var urealistiske, uvidenskabelige. Her vender vi tilbage til Inger Christensens utopiske ordbog, for i essayet om afrealisering angriber hun netop hvad hun kalder en ”ganske almindelig realitetsssans”,19 men som jeg også vil kalde en realiseringssans (der står i skærende kon- trast til, hvad Robert Musil kaldte mulighedssansen i Manden uden Egenskaber). Hun sporer her ”følelsen af at leve i en uvirkelig verden, som vi ikke kan forandre, fordi enhver forandring på forhånd er overlistet af vores virkelighedsbegreb”.20 Vi må med andre ord ikke lade os overliste af vores realitets- eller realiseringssans, eller af vores virkelighedsbegreb, hvis vi vil forandre verden, og dét imperativ, den impuls, det ønske om forandring, er umulig at ignorere i (denne del af) Inger Christensens forfatterskab, hvad angår både hendes poesi og essayistik.

4. Afrealisering: den uendelige utopi Det er også her, at begrebet om afrealisering som et utopisk begreb kommer ind i billedet. Inger Christensen medgiver i teksten af samme navn, at det umiddelbart lyder ”som en endnu mere snedigt forklædt realisering”, og at det lyder som en banal modsætning.21 Men begrebet har åbenbart alligevel en funktion. På den ene side indikerer og indebærer afrealiseringstanken selvfølgelig en vis modstand mod realiseringsræset, mod den vilde vækst. En suspension af omsætningen, af kapitalens evighedsmaskine. På den anden side har begrebet en anden og mere kompliceret betydning: ”Fordi”, skriver Inger Christensen i en passage, der fortjener at blive citeret i sin helhed,

vi fødes med en viden om verden, en hel og udelelig gen- kendelse, en disposition for verden. I samme øjeblik vi slår øjnene op, er verden til stede i hele sin realitet. Her er det jeg begynder at afrealisere mig selv. Med min særlige disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted, og som den ikke har fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes, med rette kan kaldes en utopi.22

Disse sætninger er så vigtige, at de gentages ordret i teksten ”Broderskab”, det fjerde utopiske ordbogsopslag, i skriftseriens demokratinummer. Det gør dem ikke mindre dunkle og kompli- cerede. Men grundtanken er natalistisk: At utopien findes, hver gang et menneske fødes. Hvorfor? Fordi: I fødslen synliggøres og manifesteres menneskets forbindelse til den ikke-menneskeskabte verden. Til naturen, til biologien. Når Inger Christensen flere steder omtaler jeg’et som fortrædende funktion, skal det forstås på den måde, at jeget er stedfortræder for ”den givne verden som helhed (universet om man vil, naturen, det biologiske rum)”.23 At være et menneske vil med andre ord sige, at man er stedfortræder eller, mere forståeligt, underkastet, på to niveauer: Jeg’et er underkastet den ikke-menneskeskabte verden og den menneskeskabte verden. Mennesket er natur og historie, kunne man også sige. Underkastet begge. Og pointen for Inger Christensen er, at den første underkastelse burde have forrang for den anden underkastelse. At den menneskeskabte verden burde fremtræde som en funktion og være betinget og begrænset af den ikke-menneskeskabte verden.23 Det er i en vis forstand utopien. Som vi altså så at sige er født med, hvilket så også vil sige, at det er noget, der er gået tabt, eller som vi konstant taber. At det er blevet glemt (utopiglemsel?). Som menneskehed, eller mere præcist, som medlemmer af den kapita- listiske verdensorden. Kapitalen investeres, så ”jeg’et effektivt kan glemme at det er en funktion af utopien”.24 Eller som Donna Haraway udtrykker det i sin seneste bog, Staying with the Trouble, der ligesom Inger Christensens tekster er forankret i en nysgerrig meditation over forholdet mellem biologi og økonomi, livet og samfundet, kosmos og kapitalen: Vi er ikke i denne verden, vi er af denne verden.25 Som der står i samme bog, så er intet forbundet med alt, men alt er forbundet med noget, hvilket burde føre til en revision af min tidligere pointe om – og her citerer jeg mig selv direkte – ”at alt er forbundet med alt”; en sætning, der åbenlyst ikke kunne være blevet formuleret, hvis det ikke havde været for Juliana Spahrs This connection of everyone with lungs (2005) (og bare lige for at få dét på det rene: Det er mig selv, jeg klandrer, ikke Spahr). Uanset hvad er konsekvensen af de forudgående betragtninger, at den utopiske kamp ikke kan have en abstrakt menneskehed som sit subjekt, eller som sit formål for den sags skyld. Omvendt afviser Inger Christensen også på det skarpeste, at kampen er et rent indi- viduelt anliggende. Som hun skriver i essayet ”Samspil” fra 1970, hvor hun tager udgangspunkt i samspillet mellem det fysiske og det psykiske:

Den fysiske og psykiske verden er én og udelelig. Vores fysiske samspil med hinanden er en realitet. Derfor er vores psykiske samspil også en realitet. Kroppen og billedet af kroppen bevæger sig efter samme uforklarlige principper. Og vores eneste trøst mod denne uforklarlighed er at vi er fælles om ikke at kunne forklare. Den er vores intersubjektive vilkår, vores kollektive psyke eller psykose, vores fælles fangenskab. Det er inden for dette fangenskab at den fælles frihed skal søges. Derfor er der heller ingen grund til at dyrke den individuelle oplevelse, den individuelle psyko- logi. Den er en fiktion, fordi den lader som om der findes en anden slags frihed end den rent stoflige, den vi kun ejer i et samspil med verden og hinanden. Derfor finder jeg det også vigtigere at postulere en forklaring på verden der er forkert end at komme med en forklaring på sig selv der sagtens kan være rigtig.26


Dette samspil er for mig at se bare et andet ord for afrealisering. Baseret på en konkret kollektivitet udtrykker det utopien om en fælles frihed og en tilbagevenden til en mere eller mindre oprin- delig og medfødt forbindelse til verden. Det er utopiens revolution om man vil: Cirklen, der bliver sluttet, og som bryder med den lige linje, den ensporede talrække fra 1 og frem. Som hun mindede sig selv og læseren om i essayet ”Jeg tænker, altså er jeg er en del af labyrinten” fra 1978, betyder ordet revolution på fransk oprindelig, for eksempel hvad planeter angår, ”en cirkelbevægelse, hvormed et legeme vender tilbage til sin oprindelige position”, men, uddyber hun, “forvandlet, altid forvandlet”.27 Her har vi altså de to nøglefigurer, eller de to bevægelser: Den lige linje over for cirklen eller labyrinten.28 Det er også her, utopien får et feministisk skær. Som Ursula Le Guin ville artikulere modsætningen: Det er tingen over for tingen man putter ting i. Eller som hendes heltinde, eller heltinde er et forkert ord, så: Som den anarkistiske revolutionære Odo fra The Dispossessed (1974) udtrykker det: “True journey is return”. Og nu vi er ved science fiction-genren, så kan jeg ikke lade være med på dette punkt at inddrage russiske Yevgeny Zamyatins bog We (1924, originaltitel Мы), hvor en karakter på et tidspunkt udtaler, at der ikke kan være nogen endelig, absolut eller definitiv revolution, ligesom der ikke gives noget endeligt tal. Revolutioner er uendelige: “There is no final one; revolutions are infinite. The final one is for children” (174).29

5. Det umulige og det uundgåelige
Inger Christensens utopi er både biologisk og kosmologisk. Et spørgsmål, der dermed begynder at trænge sig på er: Hvad er uto- piens forhold til den førnævnte energi-problematik? Det er ikke overraskende i essayet om energi, at vi skal finde (mulige) svar på det spørgsmål. Her lyder det, at vi mennesker er en ”afbøjning”, en ”rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv”.30 At “hele vores utopiske funktion er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens”.31 Hun taler også om en “skala af omsorg”. Man må, påpeger hun, ”finde labyrintiske omveje, så volden med den størst mulige sikkerhed og indsigt transporteres til en skala af omsorg”, inden hun fortsætter: ”Det jeg kalder afrealisering er således et samarbejde med en allerede indlejret energiplan”.32 Den sidste del af sidste sætning er afgørende: Den er altid allerede indlejret, denne energiplan. Den findes i forvejen, derude, men også, derinde. Det er et spørgsmål om at finde den. Det er også et spørgsmål om at forsinke eller forhale de ’naturlige’ processer, der alle går imod død. Forsinkelse er et nøgleord gennem hele teksten: ”Når det dødbringende sollys kan ankomme her med præcis den forsinkelse der gør det livgivende, så skulle vi nok kunne arbejde videre i denne forsinkelses billede”.33 Hun bliver dog hurtigt mere konkret: ”Den første og vigtigste forsinkelse sker af sig selv, hvis vi deler den mad der står til rådighed på jorden ligeligt mellem os alle”,34 hvorefter hun tilføjer: ”Og med mad mener jeg mad”.35 Krisen kan således siges at give mulighed for at revurdere vores forhold til hinanden og til naturen. At udvikle nogle andre principper end kapitalens princip om akkumulation, profit og merværdi, og dermed finde frem/tilbage til en skala af omsorg. Som Milton Friedman – af alle personer! – skrev i 1962, kan kriser producere reelle forandringer og give anledning til politiske og økonomiske indgreb: ”When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies ... until the politically impossible becomes politically inevitable”.36 Friedman og andre neoliberale tænkere og politikere brugte både dollar-krisen i 1971 og oliekrisen i 1973 til at transformere økonomierne og samfundene i en mere neoliberal retning. Det kan kriser også bruges til: At forvandle det politisk umulige til det politiske uundgåelige. Det var også en mulighed, da Inger Christensen skrev sine essays. Og så alligevel er det som om, at muligheden glider hende af hænde i løbet af skriftserien Krise og utopi, at hun ikke længere tror på den, på krisens utopi, dens potentielle utopier. Det er som om koldkrigstruslen – atombomben, der hænger over hovedet – bliver for stærk, og at de økologiske perspektiver bliver for dystre. Det kan for så vidt ses i Inger Christensens tankesystem som helhed. For når hun taler om den rumlige ”forsinkelse af solens død”, når hun identificerer den utopiske funktion som ”vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens”, er der så tale om andet end en biologisk udskydelse af dødsøjeblikket? Reduceres utopien ikke, med hendes egne ord, til en formildelse og forskønnelse af vores individuelle og/eller kollektive undergang? Forvandles og forvanskes utopien dermed ikke til en rent midlertidig afbrydelse af entropien? Er der andet tilbage end en ned-tælling mod nul? Denne tendens kommer for alvor til udtryk i teksten ”Sne”, der som allerede nævnt oprindeligt hed ”Første fremtidsbillede” (i det følgende henviser jeg således til teksten ”Sne”, som den står optrykt i den nye udgivelse Essays). Den starter med konstateringen: ”Det sner”. Den er skrevet i 1981, eller det var det år den blev publiceret, men i teksten er det både januar ’81, januar ’82, januar ’83, januar ’84 og januar ’85. Det er vinter, og det er fremtid – og det sner. Sådan starter alle de fem afsnit, alle de fem år. Det sner. I den første tekst er der også en affektiv bevægelse fra angst til sorg: ”Vi er nu så bange, at vi ikke mere er bange, men alligevel breder angsten sig, stenagtig grå, og må nærmest kaldes sorg”.37 Og videre: ”Angst er blevet en underlig unyttig følelse, fortrængt uanvendelig, og hen over disse kaotiske brokker af en angst, der engang var til nytte i samfundet, har sorgen nu bredt sig. Fremtiden er begravet, og arbejdet med at forvandle sig selv fra én af de sørgende efterladte til én af de overlevende eller bare levedygtige er knap nok begyndt”.38 Fremtiden er begravet og der er ingen angst for min individuelle død, kun sorgen tilbage over menneskehedens tilintetgørelse, som i en vis forstand allerede er en realitet i denne tekst, som jeg ikke vil tøve med at betegne som en fremtidsdystopi. Katastrofen er indtruffet. De storpolitiske begivenheder med USSR, NATO og neutronbomber går deres vante gang. Man mærker tydeligt oliekrisen og atomkrigstruslen. Det er en slags science fiction: Fra fremtiden ses der tilbage på den nutid, der allerede er fortid.39 ”Det sner, men det er ligemeget” lyder det i 1983.40 Og teksten slutter: ”Så længe vi endnu har håb om at få leveret den gasmaske vi har sparet sammen til. Så længe vi kan sige at hvor der er liv er der håb. Vi kan måske nå at finde ud af noget. Der er jo ingen der har monopol på døden”.41 Her er der ikke længere nogen utopi, kun krise. Der er kun den ene side af ligningen. Ikke noget og. Ingen ”vej- viser ud af moradset.” Her har vi en stemning, der minder mere om alfabet end om det. Der er sne og neutronbomber og kold krig. Et hvidt lys. Håbet, eller utopien hvis man overhovedet kan kalde det det, er decimeret til: Stadig at være i live. Ikke at være ramt af atom- eller netronbomben. Endnu. Tør vi vove den afsluttende påstand, at denne pessimistiske tone, denne atmosfæriske kulde, breder og spreder sig, fra alfabet og videre frem i forfatterskabet til Sommerfugledalen, hvor der kun findes sommerfugle, skønhed og død?

NOTER:

  1. Det skal nævnes, at de tre redakører i indledningen til første skriftnummer om vækst skrev, at en krise ”viser sig ved, at grundlaget for gængse handlinger begynder at skride. I en sådan situation er det et elementært udtryk for håb at kunne pege på et andet grundlag, der kan fungere som vejviser ud af moradset. En sådan samlet vejvisning bliver i reglen nedladende eller vrissent kaldt for en utopi. Vi må insistere på, at menneskers handlinger altid har et utopisk grundlag, skjult eller åbenlyst. I en krise bliver det nødvendigt at trække utopien helt frem, så den kan ses” (12). I tavshed vil jeg imidlertid forbigå enhver refleksion over forholdet mellem de tre redaktører, herunder det faktum at Niels I. Meyers skrev bogen Oprør fra Midten fra 1978, hvilket kunne sættes i forbindelse med en sætning (fra indledningen til første skriftnummer om vækst) som ”I en krise er det nemt at stille sig i en bekvem outsi- der-position på den ene, eller måske den anden fløj, og herfra komme med geniale forslag, som desværre aldrig bliver gennemført” (9) såvel som med en udgivelse som Martin Lidegaards debatbog fra 2018, Lad os mødes på midten. Jeg tror utopier findes mange steder, men ikke og aldrig på midten eller i midten. ↩︎
  2. Man kunne således sætte Inger Christensens essays i forbindelse med Andrzej Tichýs roman Kairos (2013), et værk der resonerer med dialektikken mellem krise og utopi og hvor begrebet ’kairos’ netop betegner, som det lyder i romanen selv, ”[k]risesituation, afgørelse, øjeblik, nu, krisesituation, afgørelse, ubestemt, nu, øjeblik, afgørelse... En tid imellem, et ubestemt øjeblik. Hvor noget særligt finder sted.” (304) (jf. også indledningen til vækst-nummeret, hvor redaktørerne skriver: ”Krise betyder afgørelse, dom” (7)). Eller man kunne sammenholde de selvsamme essays med Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne (2017). For nu bare at nævne to oplagte, samtidige og skandinaviske værker. ↩︎
  3. Inger Christensen: Essays, 2019, 199 ↩︎
  4. Ibid., 205↩︎
  5. Ibid., 207 ↩︎
  6. Ibid., 210 ↩︎
  7. Karl Marx: Kapitalen (1867), 237ff ↩︎
  8. Bemærk ordet omsætning. Mere om en anden form for stedfortrædende funktion nedenfor. ↩︎
  9. Inger Christensen: Essays, 237 – pengenes ”Funktion als perpetuum mobile der Zirkulation” ↩︎
  10. Ibid., 265 I bogen Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Teory fra 1993 skriver den nyligt afdøde Moishe Postone: “Production in capitalism becomes a means to a means [...] The goal of production in capitalism is an absolute given that, paradoxically, is only a means – but one that has no end other than itself.” (181-2). ↩︎
  11. Inger Christensen: Essays, 208↩︎
  12. Ibid., 208↩︎
  13. Ibid., 200↩︎
  14. Ibid., 208↩︎
  15. I indledningen til første nummer af skriftrækken står der: ”Krisen er også sindets krise.” (8)↩︎
  16. Inger Christensen: Essays, 206↩︎
  17. Ibid., 207↩︎
  18. Inger Christensen: Verden ønsker at se sig selv, 2018, 851↩︎
  19. Inger Christensen: Essays, 201 - min fremhævning↩︎
  20. Ibid., 202↩︎
  21. Ibid., 203↩︎
  22. Ibid., 204↩︎
  23. Ibid., 203↩︎
  24. Ibid., 206↩︎
  25. Ibid., 207↩︎
  26. Donna Haraway: Staying with the Trouble, 14↩︎
  27. Inger Christensen: Essays, 236-237. Jf. indledningen til skriftnummeret om vækst, hvor redaktørerne skrev: ”Utopiens skrift er usikker over for den skrift, som vil nøjes med at være en afskrift af den verden, vi er omgivet af ” (10).↩︎
  28. Ibid., 164↩︎
  29. Denne måde at opstille tingene på er inspireret af Jacques Ranciéres bog om filmin- struktøren Bela Tarr, Bela Tarr, the time after (2013).↩︎
  30. Yevgeny Zamyatin: We, 174↩︎
  31. Inger Christensen: Essays, 212↩︎
  32. Ibid., 212↩︎
  33. Ibid., 213↩︎
  34. Ibid., 213↩︎
  35. Ibid., 213↩︎
  36. Ibid., 213↩︎
  37. Her citerer jeg fra en tekst om krisebegrebet som det blev brugt til at legitimere afskaffelsen af Bretton Woods i perioden 1971-1973 (Christoffer J. P. Zoeller & Nina Bandelj, ”Crisis as Opportunity: Nixon’s Announcement to Close the Gold Window”, 2019, 12). ↩︎
  38. Inger Christensen: Essays, 219↩︎
  39. Ibid., 219-220↩︎
  40. Isak Winkel Holm har skrevet en yderst illuminerende artikel om dette lys med titlen ”Et hvidkalket, gudsforladt lys. Inger Christensens alfabet og katastrofen” (European Journal of Scandinavian Studies, 2016). ↩︎
  41. Inger Christensen: Essays, 221↩︎
  42. Ibid., 223↩︎