Trappe Tusind
aaaaa.jpg

Mikkel Krause Frantzen: Det er svært at vende ryggen til vand i bevægelse

 

 

 

Det er svært at vende ryggen til vand i bevægelse (2009)

- 5 kommentarer om celler, bevægelser, tal og marxisme hos Inger Christensen

af Mikkel Krause Frantzen


...i 1978 minder jeg mig selv om, at ordet révolution på fransk oprindelig betyder ’en cirkelbevægelse, hvorved et legeme vender tilbage til sin oprindelige position’. F.eks. taler man om en planets revolution. Hvis det bevægelige legeme er et menneske, vil jeg tilføje, at det altid vender tilbage til sin oprindelige position, men forvandlet, altid forvandlet.1

Ordet ’det’ i digtsamlingen af samme navn fra 1969 vender tilbage til sin oprindelige position, men forvandlet; digtsamlingen er en cirkelbevægelse, der starter og slutter med det lille ord ’det’. Digtsamlingen er en revolution. Men digtsamlingen er også et system. det har karakter af en kodet computer, der er blevet et autonomt, aksiomatisk og autopoetisk system, som genererer sætningerne på egen hånd. Uden hånd. Inger Christensen har gjort brug af lingvisten Noam Chomskys begreb om en generativ grammatik, som bl.a. går ud på, hvordan man ved hjælp af nogle simple regler eller aksiomer og ud fra et endeligt materiale, dvs. et endeligt og begrænset antal ord, kan generere sætninger i det uendelige. Begrebet om rekursion er også relevant i denne sammenhæng. I en rekursiv struktur kan man genfinde helheden i detaljen;2 der er med andre ord tale om en uendelighedsrække, om at man folder igen og igen, opdeler endnu en gang osv. Det er usikkert, hvordan det falder ud. Til gengæld er det sikkert og vist, at en celle kan deles i to, som kan deles i fire osv. Dét hedder celledeling og er et afgørende princip i forfatterskabet. Cellen er den levende organismes strukturelle og funktionelle enhed. Den mindste enhed og byggeklods. Ord som celler og celler som ord: ”biologiske principper anvendt på ord”3 som en art fortløbende formeringsproces (eller krystaldannelse) vokser det hele frem af ordcellen ’det’. Jf. i øvrigt Maos særlige dialektik: Én som deler sig i to. Og netop ikke to som forenes i én. Det kan man ikke bruge til noget – hverken politisk eller amourøst. Det er dog uundgåeligt, at systemerne adopterer ikke blot naturens men også nogle af samfundets, magtens principper (ex. kapitalismens vækst og kernekraftværkets fission). Det ved Inger Christensen naturligvis godt, og alligevel insisterer hun på en anden type vækstprincip, en anden talrække, som kan genoprette uendeligheden på værkets endelige præmisser.

Den ulyksalige talrække er som skabt til lønarbejde, overenskomstforhandlinger og lignende former for religionskrige, f.eks. bruttonationalprodukter [...] I samfundet, sådan som vi har indrettet det, følger vi den ensporede talrække og dens entydighed.4

Kunstværket bliver en politisk handling i det omfang, det formår at konkretisere og udtrykke en anden talrække, som altså ikke er entydig, men mangetydig. Fra matematikken ved vi, at der findes forskellige former for talrækker, men også for uendelighed. Herpå beror den politiske modstands mulighed i Inger Christensens tekster. Som filosoffen Alain Badiou påpeger, er statens primære operation optællingen, som fastholder den eksisterende struktur. Den entydige og ensporede optælling af samfundets individer og delmængder (kvinder, sorte, arbejdsløse). En plus en plus en osv. Det er derfor Inger Christensen skriver, at talrækken på sin vis er fordømt. Vi må (op)finde en anden måde at tælle på. 1, 2, 3, 5, 8, 13 osv. Det er målet med det hele hos hende. En anden form for uendelighed. Man kan lægge 8-tallet – som er det strukturerende talprincip i det – ned og få tegnet for uendelighed. Eller man kan tænke på alfabet, som slutter med bogstavet n – uendelighedens bogstavering. I denne specifikke forstand er der tale om en politisk handling: at unddrage sig statens optælling og begynde at tælle selv og tale selv (hvilket i sidste ende er det samme) i en uendelighed, som staten ikke forstår og ikke kan kapere. Eller, i modsat fald, helt opgive at tælle. Som Torben Ulrich omtaler sin måde at spille tennis på: Jeg tæller slet ikke (point).

Det, der holder os fast i entydigheden, og det der får os til at realisere os selv ud over alle grænser, er kapitalen; måske ikke kapitalen i sig selv, men i hvert fald i måden den investeres på. Kapitalen investeres direkte i sindet.5

Der er en mærkværdig alliance mellem staten og kapitalismen. Det er ikke kun optælling, men også medarbejderudvikling og selvrealisering.6 Men mere konkret handler det derudover om den kapitalistiske produktionsform: Kapitalen er en lille vanvittig evighedsmaskine.7 Det er ikke blot i dette essay ”Arbejde” tydeligt, at Inger Christensen er fortrolig med datidens marxisme. Afsnittet ”Handlingen, transitiviteter” i det omhandler i udpræget grad fattigdom, hungersnød, napalmbomber, USA og Chile. Ligesom Inger Christensen også behandler spørgsmål om økonomi og krig og magt. Fabrikker og anstalter. Dele af alfabet har samme fokus. Men Inger Christensen gør ex. i det også grin med marxismens terminologi og ideologi: ”For enden af alle de forenede fabrikker står der en mand og tjener penge”8 og ”stop / slå efter i Marx / stop”.9 Der er dog tale om parodi og sandhed på én gang: Hvorfor ikke slå efter i Marx? Alt dette for at understrege at det og alfabet naturligvis ikke er konciperet uafhængigt af samtidens sociopolitiske kontekst, og at hendes digte i de nævnte værker har karakter af historisk verdensvendthed. Af den grund kan det altså ikke nytte noget at lade som om hendes digtning enten er præget af kølig systematik eller varmblodet kosmologi. Disse to begreber må sammentænkes og gives en politisk betydning. Det giver den fordel, at man får øje på nogle hidtil oversete elementer i hendes forfatterskab. Eksempelvis det marxistiske tankegods – som kan falde nogle for brystet som anakronistisk – og det faktum at hendes digte ’handler om’ såkaldte politiske problemstillinger (ikke at dette i sig selv gør digtene politiske, dét er en anden diskussion). Hvad siger hun for resten videre om kapitalismen? At den fungerer som en slags ”formynder for snart enhver af vore bevægelser.”10 Og bevægelsen er sammen med cellen det vigtigste begreb i forfatterskabet.

Jeg kunne mærke på den måde at disse små sætninger bevægede sig og på den måde de hele tiden refererede til hinanden og til deres egen bevægelse, og kun til bevægelsen...11

Det bevæger sig, skriver Inger Christensen i det, og det gør det. Det hele bevæger sig. Ordet det. Det bevæger sig. Alfabetet. Systemet (i den specifikke forstand kan man måske tale om modsystemer). Det drejer sig om at holde alt i bevægelse: At komponere bløde bevægelser12 og tvinge det træge til fart.13 Eksempler på lignende paradoksale bevægelsestanker? At holde vand åbent, som Højholt siger i Turbo. Eller med Deleuze: Kafkas stående stormløb. Kierkegaards dansende spring på stedet. Og den røde dronning til Alice i Alice bag Spejlet: Her må man løbe alt, hvad man kan for at blive på samme sted. Hvis man vil et andet sted hen, må man løbe dobbelt så hurtigt! Sådanne bevægelser kan kapitalismen og/ eller staten ikke kontrollere, de undslipper deres formynderi, og på den måde opfatter Inger Christensen bevægelsen som politisk. Det gælder med andre ord om at frembringe en kinetisk kunst, der fastholder bevægelsens mønsterdans. Eller som Inger Christensen selv formulerer det: ”Min lidenskab: at gå videre”14. Men denne gåen-videre (denne spadseretur med en linje) kan ikke undgå at føre cirkulært tilbage til udgangspunkt. Alt er som før, og alt er forandret. Dette er den paradoksale og revolutionære bevægelse. Den minimale, men insisterende forskel på det og det.

atombomben findes / Hiroshima, Nagasaki15

Men bevægelsen kan hurtigt høre op, og så kan man lige så godt vende ryggen til vandet og kigge den anden vej. Men det gør Inger Christensen ikke. Hun stirrer på bomberne, der er faldet i verden og nu falder som bomber i systemet. Det er et chok, fordi der så længe er blevet snakket smukt og hypnotisk udenom, og nu indfinder de barske kendsgerninger sig – og man indser at bomberne har været der hele tiden, tikkende. Man kan drage en parallel til Thomas Pynchons Gravity’s Rainbow, som starter og slutter med et billede af en raket (her dukker den nævnte revolutionsfigur op igen), og i den mellemliggende periode hænger raketten næsten bogstavelig talt over personernes, romanens, læserens hoved. Det er en latent katastrofe. Det er derfor, man er bange. Angsten er med andre ord konkret: Man er bange for bomben, for den kolde krigs destruktive udfald. Ligesom de sultne er bange for sulten. Bombealfabetet (atombomben, brintbomben, cobaltbomben) minder om Juliana Spahrs seneste digtsamlinger, som rummer mange ligheder med Inger Christensens digte. Eksempelvis den kosmologiske grundantagelse, at alt er forbundet med alt; alle trækker vejret fra den samme luft. I alfabet løber Barentshavet ud i sig selv, efter at have været hele kloden rundt. Alene titlen på Spahrs this connection of everyone with lungs antyder samme tanke, og i The Transformation er Hawaiis øer ikke separate øer i et hav, men et hav af øer. Det handler desuden for dem begge om en radikal lighed, der er funderet i gentagelsen, katalogiseringen, besværgelsen, og om konjunktionerne, om litteraturens OG. Den ting findes, OG den, OG den, OG bomben osv. Man er ikke en ø: Der er ingen monader hér. Men forbundetheden er bestemt ikke uden konsekvenser: At alt er forbundet med alt er både et løfte og en fare. ”How lovely and doomed this connection of everyone / with lungs”, skriver Spahr. Uanset hvad, drømmen er: At alle tal findes på nær tallet 1.


NOTER:

  1. Inger Christensen: ”Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten” i Del af labyrinten, 1982, 57-58↩︎
  2. Jf. ex. Fibonaccis eksplosive og eksponentielle talrække↩︎
  3. Inger Christensen: ”I begyndelsen var kødet” i Del af labyrinten, 1982, 28↩︎
  4. Inger Christensen: ”Arbejde” i Del af labyrinten, 1982, 135-136↩︎
  5. Ibid., 136↩︎
  6. Jf. den nutidige udvikling fra Mus til pus↩︎
  7. Inger Christensen: ”Arbejde”, 140↩︎
  8. Inger Christensen: det, 1969, 144↩︎
  9. Ibid., 140↩︎
  10. Inger Christensen: ”Arbejde”, 138↩︎
  11. Inger Christensen om det i: ”I begyndelsen var kødet”, 29-30↩︎
  12. Inger Christensen: det, 198↩︎
  13. Ibid., 9↩︎
  14. Ibid., 192↩︎
  15. Inger Christensen: alfabet, 1981, 21↩︎